Mand ville have niårige piger ind i sin bil - kan stå bag flere episoder

Politi efterforsker, om episode med skolepiger kan hænge sammen med andre sager

Politiet har fokus på hvid varebil i en sag, hvor en mand har antastet to skolepiger. Genrefoto. Foto: Colourbox

To små skolepiger fik sig tirsdag en grim overraskelse, da de gik på Arendalsvej tæt ved Katrinebjergskolen i Aarhus.

En hvid varebil kørte tæt hen til dem, hvorefter en mand råbte af dem og prøvede at få pigerne hen til sig.

Læs også Fremmed mand ville lokke niårig pige med på McDonald's

De forskrækkede piger løb hurtigt væk fra bilen og fik fat i en voksen. 

Arendalsvej ligger i den aarhusianske bydel Christiansbjerg, der har omkring 23.000 indbyggere. Foto: Google Maps

Episoden er anmeldt til Østjyllands Politi, og politiet tager sagen alvorligt.

- Den type sager er noget, vi prioriterer meget højt. Når det handler om børn, står det altid højt på prioritetslisten, siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Hjælpsom forælder forvekslet med børnelokker

Ifølge facebookgruppen Christiansbjerg Fællesråd har der i senere tid været flere episoder, hvor en eller flere personer i en hvid varebil har antastet skolepiger i bydelen i det nordlige Aarhus.

Kan hænge sammen

Østjyllands Politi kender umiddelbart kun til én anmeldelse, men politiet efterforsker ikke sagen som et isoleret tilfælde.

- Vi er opmærksomme på, at der har været lignende episoder, og vi efterforsker om denne sag kan hænge sammen med andre sager, der minder om den, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Signalement af mand i hvid varebil

  • Cirka 30 år 
  • 185 høj 
  • Lysebrunt, kort hår 
  • Skægstubbe 
  • Iført langarmet hvid trøje og sorte bukser

Politiet vil gerne i kontakt med eventuelle vidner i sagen.

- Hvis nogen har set manden snakke med pigerne eller køre rundt i området, vil vi meget gerne tale med dem, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Børn forsøgt lokket ind i bil: Politiet øger indsats ved skole

Den 10. oktober sidste år greb en maskeret mand fat i en 10-årig skolepige og råbte 'nu har jeg dig', mens pigen legede med to veninder på legepladsen på Lystrup Skole. 

Få dage senere modtog politiet en anmeldelse om, at en mand havde henvendt sig til en pige på Lystrup Skole og bedt hende komme med ind i sin bil. 

Som en konsekvens øgede politiet i en periode indsatsen ved Lystrup Skole. 

02:06

VIDEO: Vicepolitikomissær ved Østjyllands Politi Gert Bisgaard fortæller om indsatsen ved Lystrup Skole. Indslaget er fra 2. november 2018.

Luk video