Mand udsat for røveri: To personer fulgte efter ham hjem
På vej hjem natten til fredag blev en 31-årig forfulgt og udsat for røveri i opgangen til sit hjem.
Klokken 02.25 på Frederiks Allé i Aarhus blev en mand udsat for røveri.
Han var på vej hjem til sin bopæl, da han fornemmede, at to personer fulgte efter ham.
- De to personer følger efter ham, da han kommer ind i sin opgang, siger vagtchef Martin Christensen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
De to truer den 31-årige til at udlevere sin telefon.
- De truer ham, uden jeg vil komme nærmere ind på, hvordan de gør det, fortæller vagtchefen.
Læs også
Manden giver dem telefonen, men samtidig også hans dankort.
- Dankortet sidder i mobilen. De vil have telefonen, og i den forbindelse får de det andet med også, siger Martin Christensen.
De to personer stikker af igen ud af opgangen, men manden ser ikke, i hvilken retning de løber på Frederiks Allé.
- Det er temmelig alvorligt, og derfor vil gerne have hjælp til at finde de to gerningsmænd. Det er meget groft, fortæller vagtchefen.
Der var følgende signalement af den ene gerningsmand:
- Dansk udseende
- Ca. 25-30 år gammel
- Ca. 180 cm høj
- Iført grå hættetrøje med lynlås, rød t-shirt og lys kasket
Signalementet er kun af den ene gerningsmand.
- Han observerer kun den ene gerningsmand, som nok er mest frembrusende, og kan kun give et signalement af ham, siger Martin Christensen.
Læs også
Men hvis man på det gældende tidspunkt har været i området og har observeret de to mænd eller har kendskab til dem, så må man meget gerne kontakte Østjyllands Politi.
- Det er jo ikke verdens bedste signalement, men hvis man måske har mødt personerne på det tidspunkt, og man kan se, at geografi og tid passer, og signalementet, så må man meget gerne ringe til os på 114, siger vagtchefen..
Politiet kan kontaktes på 1-1-4.