Mand truede med gevær

Politiet i Århus anholdt en mand der truede deltagere ved en privat fest med et gevær.

En 28-årig mand fra Århus blev fredag aften anholdt af politiet, efter at han havde truet en større gruppe mennesker med et gevær. Manden var til en fest i Viby ved Århus, da der pludselig udbrød tumult mellem ham og nogle af gæsterne. Den 28-årige gik hjem til sig selv og hentede geværet, som han derefter truede de andre med. Det lykkedes imidlertid for nogle af gæsterne at fravriste manden geværet, og han blev kort efter anholdt af politiet. Ingen kom noget til under episoden. Manden fremstilles i grundlovsforhør lørdag over middag, oplyser politiet i Århus.