Mand taget for spritkørsel to gange inden for halvanden time
En 38-årig mand gjorde sig særdeles uheldigt bemærket lørdag aften, da han inden for kort tid blev sigtet to gange for spirituskørsel
En 38-årig mand fra Aarhus må nok betegnes, som enten den mest uheldige eller nok nærmere en af de dummeste bilister på vejene. Inden for meget kort tid tog en patrulje ham to gange i blandt andet at køre med for meget alkohol i blodet.
Kl. 16.50 kontaktede en 41-årig kvinde politiet, idet hun på Viborgvej i Aarhus kørte bag en slingrende bil.
Læs også
En patrulje blev sendt til stedet og fik bilen standset. I bilen befandt sig som fører den 38-årige mand og som passager bilens 52-årige kvindelige ejer.
- Føreren af bilen oplyste uopfordret, at han var frakendt førerretten. En alkometertest viste over det tilladte. Den 38-årige blev derfor anholdt og medtaget til politigården. Her gav en narkotest også positivt udslag, oplyser Østjyllands Politi.
Bilens ejer også sigtet
De tre lovovertrædelser blev manden således sigtet for, men det fik ham ikke til at holde sig fra at sætte sig bag rattet igen.
Lørdag kl. 18.15 blev selvsamme 38-årige mand nemlig atter stoppet på Viborgvej. Manden var kørende i den samme bil som tidligere.
Efter at have gennemført de samme test som tidligere på dagen, blev manden på ny sigtet for narkokørsel, spirituskørsel og kørsel uden førerret.
- Det er ret usædvanligt, at en mand gør sådan noget, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Peter Tholstrup, til TV2 ØSTJYLLAND.
I begge tilfælde bliver den 52-årige kvindelige ejer af bilen sigtet for at overladt førerretten til en uden kørekort.