Mand sparket i hovedet

Råt overfald tidligt i morges

Den 26-årige mand blev overfaldet på Mælketorvet i Horsens. Foto: Google Street View

Et råt overfald afsluttede en tur i byen for en 26-årig mand fra Horsens.

Uden forudgående varsel blev han slået og sparket omkuld ved halvfemtiden lørdag morgen på Mælketorvet i Horsens.

- Han fik desuden også et spark i ansigtet, mens han lå ned, fortæller politiets vagtchef, Kent Midtgaard Hansen.

Tilsyneladende var overfaldet helt umotiveret, og to mænd, ligeledes på 26 år, er nu anholdt.

- Pludselig går den ene hen til ham og tager fat i forurettede, og så kommer den anden til hjælp, siger vagtchefen.

To personer anholdt
De to mænd gik fra stedet, men vidner kunne bagefter hjælpe politiet med at udpege den adresse, hvor de to mænd opholdt sig.

De fremstilles i løbet af lørdagen i grundlovsforhør i Kolding.

Voldsofferet slap ifølge politiets oplysninger heldigt fra overfaldet. Efter en times behandling på skadestuen kunne han igen forlade hospitalet.