Mand snittet i halsen
31-årig varetægtsfængslet efter voldsom tur i nattelivet i Silkeborg
Under en tur i nattelivet i Silkeborg natten til lørdag begik den 31-årig mand ifølge politiets sigtelser adskillige overtrædelser af straffeloven. Han har ifølge sigtelserne sparket en dørmand og truet ham med en kniv. På et andet værtshus brugte han ifølge politiet våbnet mod en tjener, som fik et overfladisk snitsår på halsen. Men mandens udskejelser stoppede ikke med det. I forbindelse med anholdelsen truede han betjentene på livet, så nu er han også sigtet for vold mod tjenestemand i funktion. Ved et grundlovsforhør lørdag kunne manden ikke huske noget, og han nægtede sig skyldig. Dommeren besluttede at varetægtsfængsle manden til 6. januar. Den afgørelse kærede han til landsretten.