Mand slæbt under bus

En 28-årig mand er uden for livsfare efter at være blevet slæbt 20-30 meter under en bus tirsdag ved Estruplund Gods.

Det var en Arriva-bus, der tirsdag eftermiddag påkørte en mand ved Estruplund Gods på Norddjursland.

Manden, en 28-årig med tilknytning til godset, var ved at arbejde på et stakit, da bussen ramte ham, hvorefter han blev slæbt 20-30 meter hen ad vejen, skriver Århus Stiftstidende.

Manden fik læsioner i hovedet og klagede over rygsmerter, da redningsmandskabet nåede frem.

Der blev, ifølge avisen, ydet førstehjælp, og den 28-årige blev kørt til skadestuen.

Buschaufføren måtte ligeledes på hospitalet, da denne var i chok efter ulykken.

Årsagen til ulykken var tilsyneladende mødet mellem bussen og en modkørende traktor i et sving.

Buschaufføren trak til højre, men kom for langt ud og ramte altså manden.