Mand fængslet for at voldtage kvinde og stikke mand med kniv
En 30-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at have begået flere grove forbrydelser i Aarhus.
En 44-årig mand blev stukket med kniv og pådrog sig to knivstik på Klostertorvet i Aarhus onsdag morgen. Nu er en 30-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger for både overfaldet og en anden grov forbrydelse.
- Han er også sigtet for at have voldtaget en 29-årig kvinde i weekenden på en adresse i Aarhus-området, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kl. 10.30 blev den 30-årige mand fremstillet i grundlovsforhør sigtet for de to forbrydelser. Retten valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger. Selv nægter han sig skyldig.
Overfaldet på den 44-årige mand fandt sted onsdag morgen på Klostertorvet, hvor ofret blev angrebet med kniv og stukket to gange.
- Han fik to knivstik, men har aldrig været i livsfare, siger Janni Lundager.
Læs også
Om der er en relation mellem den 30-årige og de to ofre, vil Østjyllands Politi ikke komme ind på, da sagen foregik for lukkede døre i retten.
Den 30-årige er ud over voldtægt også sigtet for kvalificeret vold i forbindelse med knivoverfaldet og overtrædelse af knivloven.