Mand fængslet for at true muligt voldsoffer med tæsk igen

En ung mand blev tirsdag ved Retten i Aarhus fængslet for at have truet en mand, han angiveligt har begået grov vold mod i februar

Det var på denne bar, at truslerne blev fremsagt i december. I dag hedder baren Kælderen. Foto: Google Street View

Opdateret: Den 21-årige blev varetægtsfængslet i 4 uger. Han kærede varetægtsfængslingen.

På baren Kælderen i Odder truede en 21-årig mand den 14. december en anden bargæst for at undgå, at denne mand ville vidne mod ham i en sag om grov vold fra februar. Nu fængsles den unge mand så også for vidnetrusler.

- Den 21-årige er i forvejen sigtet for vold mod den 40-årige mand, som han rendte ind i på beværtningen i Odder. Og det var åbenbart anmeldelsen af den tidligere episode, der var baggrunden for truslerne, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

- På værtshuset kaldte den unge mand den 40-årige for 'stikkersvin' og truede ham med en flaske, som han slog i bordet. Han holdt også en billardkø op foran ham, fortsætter Jakob Christiansen.

Kl. 10 blev den 21-årige så i retten varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede fængslingen.

Læs også 58-årig fængslet for vold og trusler i familiefejde

- Voldssagen fra februar har endnu ikke været for retten, men skal den på et senere tidspunkt, siger Jakob Christiansen.