Mand fængslet for at sætte ild til sin lejlighed

En 52-årig mand, som politiet mistænker for at stå bag omfattende brand i Randers, fængsles i fire uger

Foto: Alarm 112 Midtjylland

Efter en omfattende brand i Randers den 11. marts er en 52-årig mand tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Flere beboere i en ejendom på Ægirsvej måtte evakueres i forbindelse med branden. Nogle blev reddet med stiger fra 3. sal, oplyser Østjyllands Politi.

Desuden måtte flere også på skadestuen for at blive tjekket for eventuel røgforgiftning.

På grund af de omfattende skader skulle beboere i seks lejligheder genhuses.

Læs også Brændende bil stoppede trafikken på E45

Siden har politifolk undersøgt sagen nærmere. De mener, at branden var resultat af en kriminel handling.

Mandag blev den 52-årige anholdt.

- Manden er sigtet for at have sat ild til den lejlighed, hvor han bor, sagde politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 I ØSTJYLLAND inden grundlovsforhøret.

I sigtelsen har politiet taget en alvorlig bestemmelse i straffeloven i brug.

Nemlig den, der taler om, at gerningsmanden er klar over, at han med sin ildspåsættelse bringer andre menneskers liv i overhængende fare.

Hvordan manden stiller sig til sigtelsen, har politiet ikke oplyst.