Mand overfaldet på gågade: Politiet efterlyser stadig gerningsmænd
Efter tre ugers efterlysning har Østjyllands Politi stadig ikke fundet to gerningsmænd fra en video, der viser, at de overfalder en mand i Aarhus.
For tre uger siden bad Østjyllands Politi offentligheden om hjælp med oplysninger i forbindelse med et overfald på Ryesgade i Aarhus.
Læs også
Men det er endnu ikke lykkes at finde frem til de to mænd, så nu forsøger de endnu en gang at bede om hjælp.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De eftersøger vidner til overfaldet, hvor en mand i en lys jakke blev skubbet og derefter slået af to unge mænd.
Episoden blev optaget på video og efterfølgende lagt på de sociale medier, og det er den vej, politiet har opdaget overfaldet.
Der er nemlig ingen, der har anmeldt episoden.
Læs også
Det betyder også, at gerningstidspunktet er ukendt, og politiet kan ikke umiddelbart finde anmeldelser om episoden, før en borger henvendte sig efter at have set den på nettet.
På videoen ses to unge mænd, der er aggressive og råber af en mand på gågaden tæt på banegården i Aarhus. Den ene gerningsmand skubber manden hårdt i ryggen, mens den anden senere slår manden i hovedet med knyttet næve.
Signalement på de to gerningsmænd:
A:
• Anden etnisk oprindelse end dansk
• Ca. 18-25 år
• Ca. 180 cm, alm. til kraftig af bygning,
• Sort hår
• Iført mørk jakke, sort trøje med hvidt print, sorte bukser, hvide strømper og sorte sko
B:
• Anden etnisk oprindelse end dansk
• Ca. 18-25 år
• Ca. 180 cm, alm. af bygning
• Iført sort kasket, sort jakke med hvidt print på ryggen, sorte bukser og hvide sko
Motiv og tidspunkt for overfaldet er endnu ukendt, oplyser Østjyllands Politi.
Derfor vil de meget gerne høre fra vidner, der har oplysninger om episoden, eller har en formodning om, hvem gerningsmændene er.
Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114.