Mand overfaldet af tæskehold
En mand i Lystrup er blevet overfaldet af fire maskerede mænd, der gennemtævede ham med køller.
En 29-årig mand, der stod i en kiosk i Lystrup, blev tirsdag eftermiddag overfaldet af fire maskerede mænd.
Han er blandt andet blevet slået med køller og truet med et oversavet jagtgevær, og hvad vidner beskriver som et kalashnikovgevær også kendt som en AK47'er.
Efter overfaldet stak de fire mænd, der af vidner beskrives som af udenlandsk herkomst, af i en stor, hvid Mercedes på tyske nummerplader.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set i hvilken retning den hvide Mercedes kørte. Overfaldet fandt sted cirka klokken 13.30 tirsdag.
Det 29-årige offer er kørt på traumeafdelingen på Skejby Sygehus. Politiet har forsøgt at afhøre ham, men idet han er meget medicinpåvirket, har man opgivet det indtil videre.
Om der overhovedet blev begået røveri mod kiosken, eller om der var andre motiver bag det voldelige overfald er endnu usikkert.