Mand og hund stukket med kniv

Onsdag aften er Østjyllands Politi talstærkt til stede i det vestlige Aarhus efter et sammenstød mellem to grupperinger.

Politiet har afspærret flere områder i Bispehaven onsdag aften. Foto: Øxenholt foto

Over 30 betjente er til stede i boligområdet Bispehaven efter et større slagsmål mellem to grupperinger. En person er blevet stukket med en kniv.

Vi kommer ud til uro efter to grupper er gået i kødet på hinanden og har haft et større slagsmål.

Jens Henrik Jensen, Østjyllands Politi

Det bekræfter Østjyllands Politi over for TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi kommer ud til uro, efter to grupper er gået i kødet på hinanden og har haft et større slagsmål. En person er blevet stukket med kniv, men er uden for livsfare, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jens Henrik Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere anholdte i sagen

Slagsmålet skete ved Bispehavevej 47. Her blev en hund sluppet løs, som en 25-årig mand stak med en kniv. Samtidig blev en 18-årig mand formentlig stukket i skulder og lår. Han forsvandt fra stedet i bil sammen med flere andre.

- En hundepatrulje eftersatte bilen, der havde sat kurs mod skadestuen. I bilen sad fire andre personer, der alle blev anholdt og kørt til politigården i Aarhus, oplyser politiet. 

Læs også Drenge på uheldig bådtur - brandvæsnet rykkede ud

Den 25-årige mand med kniven befandt sig fortsat på stedet og blev også anholdt og kørt med på politigården.

Hunden, der var blevet stukket, lå på jorden og var så ilde tilredt, at betjentene var nødsaget til at aflive den ved brug af et tjenestevåben. Hunden er nu blevet afhentet og kørt væk fra stedet.

Har sikret ro i området

Østjyllands Politi er fortsat i fuld gang med efterforskningen og kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om hændelsesforløbet eller baggrunden for slagsmålet.

- Vi efterforsker sagen og er ved at sikre spor. Der er ro på nu, siger Jens Henrik Jensen.

Kontakt politiet

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set personerne i området ved Bispehavevej 47.

 

Politiet kan kontaktes på på tlf. 114.