Bilist dræbt i trafikulykke

En 57-årig mand har mistet livet i en ulykke nær Rønde på Djursland.

To personer endte i en alvorlig ulykke på Århusvej på Djursland. Det har nu kostet en 57-årig mand livet. Arkivfoto. Foto: Uffe Weng - Ritzau Scanpix

En trafikulykke mellem Ugelbølle og Følle ved Rønde på Djursland er endt med dødelig udgang.

Det oplyser Østjyllands Politi.

En 57-årig mandlig bilist blev erklæret død på ulykkesstedet. De pårørende er underrettet.

En 41-årig kvinde var også impliceret i ulykken, hvor to biler stødte frontalt sammen.

Hun er indlagt på Aarhus Universitetshospital med et brækket ben, men er ikke i kritisk tilstand, oplyser vagtchef Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Pas på i morgentrafikken: Tæt tåge giver lav sigtbarhed

Årsagen til ulykken er endnu ikke klarlagt.

- Vi skal nu afhøre kvinden og indhente vidnerapporter, så vi kan danne os et overblik, siger vagtchef Peter Tholstrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Vejen var spærret

Ulykken skete på Århusvej, som efterfølgende var helt spærret. Det betød, at bilisterne på strækningen skulle køre en anden vej. 

Læs også Bilister holder bomstille på motorvej efter solouheld

Nu er Østjyllands Politi færdig med arbejdet på stedet, og trafikanterne kan igen benytte strækningen.