Mand med rifter efterlyses
Politi søger vidner til overfald på 20-årig kvinde
Østjyllands Politi efterlyser vidner til et overfald på en 20-årig kvinde i fredags 1. juli kl. 04.15 på Carl Blochs Gade kort før Søren Frichs Vej i Aarhus.
Kvinden havde været i byen i Aarhus og var til fods på vej ud af byen, da hun blev grebet bagfra og væltet omkuld af en mand, som holdt hende for munden og som samtidig trak hendes sko og strømpebukser af.
Kvinden gjorde voldsomt modstand ligesom hun skreg op for at tilkalde hjælp. Det lykkedes kvinden at vriste sig fri, så hun kunne løbe fra stedet.
Gerningsmanden beskrives således:
mand, 20-30 år, 175-180 cm høj
lys i huden
almindelig til let kraftig af bygning (buttet)
med meget kort, lyst hår og daggamle skægstubbe
talte dansk
Gerningsmanden har med stor sandsynlighed synlige rifter i ansiget som følge af kvindes modstand.
Ved overfaldet var kvinden iført sort/hvid prikket kjole.
Henvendelse til Østjyllands Politi kan ske på telefon 87 31 14 48 eller 114.