Mand kørte 130 km/t gennem landsby: Anholdt for vanvidskørsel

En mand i 40’erne kørte alt for stærkt, over for rødt lys og venstre om helleanlæg, da han natten til onsdag forsøgte at stikke af fra politiet

Vanvidsbilisten kørte gennem Voldby med 130 km/t. Foto: Google Street View

Bilisten blev stoppet på Højgårdsvej i Thorsø. Foto: Google Maps

1 af 2

I over en halv time jagtede en patrulje fra Østjyllands Politi tirsdag nat en mandlig bilist i 40’erne, der i en bil med to passagerer ikke ønskede at stoppe. Bilen blev spottet på Havkærvej i Tilst og først stoppet på Højgårdsvej i Thorsø.

- Han kørte blandt andet 130 km/t gennem Voldby, over for rødt lys og venstre om flere helleanlæg, siger politikommissær hos Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også 30-årig skudt i ryggen: Politiet finder mulig flugtbil

I første omgang vurderede patruljen køretøjet til at være mistænkeligt, og derfor ville betjentene gerne have bilen stoppet. Men det var føreren på ingen måde indstillet på.

Han kørte blandt andet 130 km/t gennem Voldby, over for rødt lys og venstre om flere helleanlæg.

Thomas Hinge, politikommissær

- Først i Thorsø fik vi stoppet køretøjet. De tre mænd i bilen blev alle anholdt, men de to af dem er løsladt igen. Føreren skal afhøres, og så bliver han sigtet for vanvidskørsel og de mange trafikforseelser, siger Thomas Hinge.

Ifølge politikommissær Thomas Hinge er de tre anholdte alle kendte af politiet i forvejen. Men umiddelbart er der intet, der tyder på, at de stak af fra patruljen på grund af andre forbrydelser.