Mand indlagt efter groft overfald
En 49-årig mand fra Silkeborg fik onsdag aften så mange tæsk, at han blev indlagt på sygehuset.
En 49-årig silkeborgenser blev i går overfaldet i sit hjem på Århusbakken. Han var så hårdt medtaget, at han blev indlagt på Regionshospitalet Silkeborg.
Silkeborg Politi har anholdt en 18-årig mand, der også er fra Silkeborg, i sagen. Den unge mand bliver sigtet for kvalificeret vold.
Den 18-årige er søn af mandens eks-kæreste, og politiet mener, at det er i det forhold, at motivet skal findes. Offeret og eks-kæresten havde onsdag aften været på druk sammen, men drukturen var endt i et skænderi.
Politiet formoder, at eks-kæresten derefter tog hjem til sig selv for senere at dukke op på mandens bopæl med sin søn.
Den 49-årige er blandt andet blevet sparket flere gange i hovedet, og de første meldinger går på, at han har fået kraniebrud.