Mand i livsfare efter knivstik i Viby

Mand og kvinde anholdt efter voldsomt knivstikkeri

En midaldrende mand er i livsfare efter at være blevet stukket ned tirsdag aften i en lejlighed på Gl. Kongevej i Viby ved Århus.

En mand og en kvinde, der også var i lejligheden er blevet anholdt, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi.

Den midaldrende mand blev stukket i maven og brystet, og en lunge er punkteret. Han er indlagt på traumecentret på Aarhus Sygehus, hvor hans tilstand natten til onsdag betegnedes som stabil.

Politiet hælder til, at knivstikkeriet er sket i et drukmiljø. Det var en nabo, der slog alarm kl. 21.14.

Vagtchefen fortæller, at man arbejder på at udrede hændelsesforløbet og blandt andet skal have vished for, hvem af de to anholdte, som førte kniven.