Mand fundet død i dambrug
21-årig mand omkommet i arbejdsulykke
En tragisk arbejdsulykke har ramt et dambrug i Silkeborg, som nu har fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
Her blev en 21-årig mand fredag morgen klokken 8.15 fundet livløs i et bassin ved Funderholme Dambrug.
Manden, der arbejde på dambruget, var i færd med at rense vandet i et slambassin, da noget må være gået galt.
- Vi undersøger det som værende en ulykke. Vi ved endnu ikke præcist, hvad der er sket, siger politikommissær John Toft fra lokalpolitiet i Silkeborg.
Den 21-årige blev sidst set, da han gik på en gangbro over det bassin med vand og slam, hvor han 30 minutter senere blev fundet livløs.
- Vi ved ikke, hvordan han er faldet ned i bassinet, som er mindre end en meter dybt. De første gisninger gik på, at det kunne være et lyn, der havde ramt ham, men der er ikke umiddelbart tegn påm at afdøde blev dræbt efter et lyn, og ingen af de andre på arbejdspladsen har hørt eller set et lyn i det tidsrum, siger John Toft.
Politiet og arbejdstilsynet har fredag været ude på dambruget for at undersøge dødsfaldet, men endnu er årsagen til det ukendt.
Får strakspåbud
Men Arbejdstilsynet har givet dambruget et strakspåbud, der skal sikre sikker færdsel på gangbroerne.
- Det skal sikre sikker færdsel på gangbroerne, så det kan ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, siger Lars Pedersen, der er tilsynschef i arbejdstilsynet.
Et strakspåbud betyder, at fejlen skal udbedres med det samme, og derfor vender Arbejdstilsynet snart tilbage til dambruget for at sikre, at påbuddet bliver efterlevet.
- Arbejdstilsynet vil aflægge dambruget et nyt besøg i de kommende dage, og ellers afventer vi politiets undersøgelser, siger Lars Pedersen.
De pårørende er underrettet.