Mand fra Horsens har vundet 10 millioner: Nu skal jeg have drømmebilen

En gammel drøm om en amerikanersportsvogn kan nu realiseres af en lottomillionær fra Horsens

I mandags fandt en anonym mand fra Horsens ud af, at han havde vundet 10 millioner kroner. Foto: Kristian Brasen - Scanpix

Ti millioner kroner. Skattefrit.

Det vandt en mand fra Horsens i weekenden.

Læs også Vinder af 10 Lotto-millioner efterlyses: - Vi vil gerne af med pengene

Manden blev temmelig overrasket, da han i mandags stod nede hos forhandleren med sine kuponer. Han havde nemlig ikke tjekket lørdagens lottotal hjemmefra.

Vi stod og jokede lidt med, at vinderen jo sagtens kunne være mig.

Anonym Lotto-millionær

- Forhandleren vidste godt, at vinderkuponen var købt hos dem, og det havde de delt på Facebook og  hængt op som blikfang ved kassen. Så stod vi og jokede lidt med, at vinderen jo sagtens kunne være mig. Da vi så kørte kuponen igenem terminalen, kom der en lille lyd fra kasseapparatet, og jeg fik at vide, at jeg havde vundet over 9999 kroner og skulle henvende mig til banken, fortæller den anonyme mand til Danske Spil.

Læs også 21 døgnpladser klar i psykiatrien - men kun én borger er indskrevet

Det viste sig, at manden på fem kuponer havde syv rigtige.

- Personalet flippede nærmest mere ud end mig, som af natur er en meget rolig og fattet person. De åbnede en flaske champagne, som vi skålede med ude i baglokalet. Og så gav de mig resten med hjem, så jeg kunne fejre med min kone, fortæller den glade vinder til Danske Spil.

Der blev også investeret i en kage. Og så hentede vinderen sin kone på hendes arbejdsplads.

- Jeg kunne jo ikke sige det til hende på selve arbejdspladsen, hvis nu hun flippede helt ud. Det var en god ide, for hun blev helt rundt på gulvet. Først troede hun ikke på det, men så bad jeg hende læse vindertallene op, og så kunne jeg samstemmende læse med fra vores vinderkupon, som jeg havde taget et foto af på telefonen. Jeg har sjældent oplevet hende så stille. I kort tid godt nok, fortæller manden.

Overbragte nyheden til børnene

Parret ville straks fortælle om gevinsten til deres to børn, som skulle have været til middag samme aften.

Men da deres ældste søn var blevet syg og havde aflyst, tog de en rask beslutning om, at så måtte de tage hen til ham i stedet. De fik fat i deres yngste søn og bad ham møde op, da de havde noget vigtigt at fortælle.

Begge vores sønner og svigerdøtre blev meget glade på vores vegne. De synes, at vi selv skal bruge alle pengene.

Anonym Lotto-millionær

- Det var lidt synd for børnene, især den yngste. Han var virkelig blevet nervøs, fordi min kone for nylig har fået taget nogle prøver i forbindelse med kræft. Så selv om vi havde sagt, at det var en god overraskelse, havde han stadig haft det helt skidt. Så han blev enormt lettet og helt paf, da han fik af vide, at vi ”bare” havde vundet 10 millioner kroner. Og begge vores sønner og svigerdøtre blev meget glade på vores vegne. De synes, at vi selv skal bruge alle pengene, men selvfølgelig skal de også have glæde af dem.

Manden fortæller, at hele familien skal ud at rejse, når de finder et passende tidspunkt, og at pengene skal bruges til nogle reparationer på huset, som han ellers selv ville have foretaget over en årrække.

Læs også På Djursland kan du låne biblioteksbøger i Brugsen – med hjælp fra apoteket

- Det er jo dejligt, at man pludselig har mulighed for at få lavet de ting, man ønsker lige med det samme, så man ikke skal gå og tænke på det.

Overvejer at gå ned i tid

Manden mener ikke, at de mange penge vil forandre familiens måde at være og at leve på. Hans kone elsker sit job og har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Millionæren selv overvejer at finde et andet arbejde eller gå ned i tid. 

Jeg overvejer da, om jeg skal gå ned i tid og kompensere for den lange køretur, eller finde mig et nyt job, som er tættere på.

Anonym Lotto-millionær

- Jeg er rigtig glad for mit arbejde og mine kollegaer. Men for nogen tid siden flyttede min arbejdsplads til en anden by, som ligger et stykke væk. Så jeg har en lang køretur morgen og aften. Så jeg overvejer da, om jeg skal gå ned i tid og kompensere for den lange køretur, eller finde mig et nyt job, som er tættere på. Jeg skal i hvert fald ikke holde op med at arbejde. Det ville jeg blive helt skør i hovedet af.

Manden har tænkt sig at bruge en del af pengene på en amerikanersportsvogn. Foto: Bardur Eklund - Ritzau Scanpix

Sidst men ikke mindst drømmer manden om at købe en gammel amerikanersportsvogn.

- Det er en drøm, jeg nok altid har haft, men som jeg har undertrykt, fordi jeg aldrig har tænkt, at det ville blive relevant. Men nu skal den drøm leves ud. Og så skal vi måske også have en ny almindelig personbil. Men det er ikke helt besluttet endnu. Min kone mener, at jeg nok bliver endnu mere nærig, nu hvor vi har vundet. Men lad os nu se, siger han.