Mand fra Århus fængslet i Syrien
35-årig mand fra Brabrand er af ukendte årsager fængslet i Syrien.
En 35-årig mand fra Yemen med bopæl i Brabrand blev den 10. juni anholdt og sidder i Damaskus i Syrien, hvor han stadig sidder fængslet, skriver Jyllandsposten.
Mandens kammerat, som også er fra Brabrand, var med, da han blev anholdt. Han mener, at han er uskyldig.
Den 35-årige blev anholdt allerede i lufthavnen i Damaskus.
- De tog hans pas, penge og mobiltelefon og så tog de ham med. Jeg kunne ikke få at vide, hvad han var anholdt for, og jeg fik at vide, at hvis jeg ikke gik ud af lufthavnen, så ville jeg selv blive anholdt, fortæller kammeraten.
Den 35-årige har opholdstilladelse i Danmark. Udenrigsministeriet oplyser, at de er klar over, at han er fængslet og at ambassaden vil yde ham konsulær bistand.
Kammeraten til den fængslede 35-årige ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed, men hans navn er Jyllandsposten bekendt.