Mand fængslet for seksuelle overgreb på pige under 12 år

En 37-årig mand er ved et lukket grundlovsforhør i Retten i Randers varetægtsfængslet i fire uger for seksuelt overgreb på en pige under 12 år.

En 37-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Randers.

En mand i 30'erne er fredag blevet fængslet for et seksuelt overgreb på en pige under 12 år, oplyser Østjyllands Politi. Forbrydelsen skal være sket i nærheden af Randers.

Læs også Bil i brand på motorvej

Tilsyneladende er manden tidligere blevet dømt i en sag om overgreb på børn.

I hvert fald fremgår det af den sigtelse, som en anklager fredag har fremlagt i Retten i Randers, at han skal have overtrådt et forbud mod at tage ophold på steder med unge under 18 år.

Den slags forbud gives jævnligt som en del af sanktionen i sager om overgreb på børn.

Det var torsdag, at den 37-årige mand blev anholdt. I grundlovsforhøret er han blevet sigtet for overtrædelsen af straffelovens bestemmelser om voldtægt og om blufærdighedskrænkelse, oplyser senioranklager Marianne Birck.

Læs også Mand udsat for røveri: To personer fulgte efter ham hjem

Retsmødet er blevet holdt bag lukkede døre. Derfor ønsker hun ikke at frigive yderligere detaljer.

Men hun oplyser, at manden har kæret dommerens kendelse til Vestre Landsret. Han nægter sig skyldig.