Mand fængslet for groft overfald med økse i Hasselager

En 23-årig blev fredag overfaldet i Hasselager ved Aarhus. Politiet mener, at sagen kan handle om vidnetrusler

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

En 32-årig mand fra Aarhus er søndag blevet varetægtsfængslet for et overfald med økse i Hasselager ved Aarhus.

Politiet har ledt efter manden siden fredag, da overfaldet fandt sted

 Fredag ved 17-tiden blev en 23-årig mand, der også er fra Aarhus, overfaldet på Kolt Skovvej i Hasselager. 

Læs også Overfald med økse ved busstoppested i Hasselager

Han har fortalt, at han blev slået ned bagfra, oplyser vagtchef Jens Henrik Jensen, Østjyllands Politi.

Da politiet nåede frem, fandt betjentene den sårede mand, der havde fået en flænge i højre arm.

Overfaldet blev set af flere vidner. Et af dem fortalte efter overfaldet til TV2 ØSTJYLLAND, at hun havde set den sårede mand ved et busstoppested med blod i ansigtet og et stort åbent sår på overarmen. 

- Han havde blod over hele hovedet, og jeg kunne se et stort åbent sår på hans overarm, sagde Anne Sophie Huus.

- Et andet vidne fortalte mig, at manden var blevet overfaldt af en anden mand med en økse, og hun kunne berette, at gerningsmanden var løbet ned af vejen. Han var ved bevidsthed, men tydeligvis i chok. Vi kunne kort efter høre en masse sirener og efterlod stedet, hvor andre mennesker var i gang med at hjælpe, fortæller Anne Sophie Huus.

Læs også Gårdbrand ved Hasselager: Lade fyldt med træ gik op i røg

Skaderne på den 23-årige mand er blevet behandlet på skadestuen.

Den 32-årige forsvandt fra stedet efter overfaldet og er først blevet anholdt i løbet af weekenden.

Han er blevet sigtet for grov vold, og han erkendte forløbet og volden, da han søndag blev fremstillet for en dommer i Retten i Aarhus. 

Læs også Lig fundet i have i Hasselager: Nu er kvinde dømt

Han blev varetægtsfængslet i fire uger, som ikke skal tilbringes i en almindelig arrest, men i såkaldt surrogat på en institution.

Ifølge politiet kan overfaldet handle om trusler mod et vidne, da den forurettede unge mand skal vidne i en retssag, hvor den 32-årige er tiltalt for noget vold, som han tidligere skal have begået.