Mand dræbt af knivstik i Randers
En mand blev onsdag fundet dræbt med en knivstik gennem hjertet i Randers.
En 45-årig mand blev onsdag fundet dræbt af et knivstik gennem hjertet, oplyser kriminalpolitiet i Randers.
Manden blev fundet død i en lejlighed i Østergade i Randers onsdag eftermiddag, og politiet var i første omgang usikker på, hvorvidt der var tale om drab eller en naturlig død.
En obduktion afslørede senere onsdag aften, at den 45-årige mand er blevet dræbt med et knivstik gennem hjertet, oplyser vicekriminalinspektør Jens Nørvang fra Randers Politi.
Kriminalpolitiet har ikke noget bud på motivet bag drabet, men vicekriminalinspektøren oplyser, at den dræbte var kendt som misbruger, og at der ofte kom folk fra misbrugsmiljøet i hans lejlighed.
Kriminalfolkene var onsdag aften i gang med at afhøre flere folk og forsøge at stykke et mønster sammen, men politiet har ikke nogen konkret mistanke om, hvem der kan have slået den 45-årige ihjel.
- Lige nu forsøger vi at få fastslået den dræbtes færden, og hvem han har været sammen med. Vi ved i hvert fald, at han har været sammen med nogle tirsdag aften, siger Jens Nørvang og fortsætter
- Vi håber at kunne få nogle oplysninger, som kan føre til, at vi får et gennembrud i efterforskningen. Lige nu er der forskellige ting, som vi forsøger at stykke sammen. Det var en bekendt af den dræbte, der onsdag klokken 13.30 kom på besøg i lejligheden og fandt liget af manden i en sofa.
Vicekriminalinspektøren vil ikke ind på, om der er tegn på slagsmål i lejligheden, eller om den 45-årige er blevet stukket flere gange end det dræbende stik i hjertet.
Politiet har fundet en kniv på stedet, men det kræver tekniske undersøgelser at få klarlagt, om den er gerningsvåbnet. Politiets teknikere blev onsdag aften ikke færdige med at undersøge den dræbtes lejlighed og genoptager arbejdet torsdag.