Mand dømt for designhæleri og salg af stoffer
Handel med kokain og hash samt flere tilfælde af designhæleri koster mand et ophold bag tremmer
To år og tre måneders fængsel.
Sådan lyder dommen over en 26-årig mand fra Horsens.
Han erkendte sig ifølge Sydøstjyllands Politi skyldig i at have handlet med 225 gram kokain og 178 gram hash, hvoraf en mindre del blev fundet af Sydøstjyllands Politi under en ransagning i marts sidste år.
Manden erkendte desuden seks tilfælde af designhæleri begået i årene 2014-2016.
Chefanklager Jan Østergaard fra Sydøstjyllands Politi siger:
- Retten i Horsens dømte den 26-årige for yderligere tre tilfælde af designhæleri. Og han blev også dømt for forsøg på grov dokumentfalsk og groft bedrageri. Retten troede nemlig ikke på den 26-åriges forklaring om at have mistet sine egne designmøbler ved to indbrud, som han anmeldte til sit forsikringsselskab.
Læs også
Den 26-årige har i forbindelse med sagen siddet varetægtsfængslet i fire uger.
I forbindelse med dommen, som blev afsagt fredag, tog den dømte betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke afgørelsen.