Mand brændte ihjel i overtændt hus
Foreløbig tyder intet på en forbrydelse, oplyser politiet, som arbejder på at fastlægge brandårsag
Efter at brandvæsnet torsdag fik slukket en brand i et hus på Haxholmvej ved Haurum nær Hammel, fandt man en afdød person i huset, oplyser Østjyllands Politi fredag.
Hos politiet fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen, at der er tale om en mand.
- Men han er endnu ikke blevet identificeret, siger Jakob Christiansen.
Læs også
Brandvæsnet modtog anmeldelsen torsdag formiddag klokken 09.35. Både brandvæsen og politi rykkede ud til stedet.
- Da man kom der ud, var huset allerede fuldstændig overtændt, så man ikke umiddelbart kunne komme ind, fortæller Jakob Christiansen.
Overtænding er en fase i et brandforløb, hvor temperaturen bliver så høj, at inventar og bygningsdele kan blive antændt uden at være i direkte kontakt med flammer.
Politiet skal have fastlagt brandårsagen. Foreløbig er der dog ikke noget, som tyder på en forbrydelse, fortæller Jakob Christiansen.
Læs også