Mand blottede sig for 13-årige piger i Plantorama

Politiet efterlyser ukendt gerningsmand, der viste sin penis foran mindreårige piger i Randers.

Episoden fandt sted i dette Plantorama-plantecenter i Paderup i Randers. Foto: Google Street View

Østjyllands Politi efterlyser en ukendt gerningsmand, der blottede sig for to 13-årige piger foran et plantecenter i det sydlige Randers.

Ifølge politiet var de to veninder på tur i Plantorama på Marsvej, da de gik ud af butikken og satte de sig på nogle paller udenfor forretningen, mens de ventede på at blive hentet.

Læs også Store mængder regn: Vand til anklerne og op over kloakkerne

Her så de en mand, der stod ud for indgangen og så på blomster. Pigerne kunne se, at manden ikke havde underbukser på, og at hans penis hang ud fra et hul på bukserne.

Havde øjenkontakt med pigerne

Manden fik flere gange øjenkontakt med pigerne, men tog ikke kontakt til dem. Pigerne var noget rystede og besluttede sig for at gå fra stedet, mens manden gik ind i Plantorama. Det oplyser Østjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.

Læs også QUIZ: Hvor meget ved du om Smukfest?

Episoden fandt sted klokken 16 tirsdag eftermiddag. Politiet har ikke oplyst noget signalement af gerningsmanden.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.