Mand bestjålet for 40.000 kroner: Politiet advarer mod pirattaxaer

Man kan hurtigt blive utålmodig, når man står i midtbyen sent på natten og gerne vil hjem. Østjyllands Politi opfordrer alle til, at man ikke tyer til 'alternative taxaer’

Østjyllands Politi advarer festugegæsterne mod pirattaxaer.

I forbindelse med Aarhus Festuge er der rift om taxaerne. Især omkring klokken 04-05.00-tiden.

I weekenden modtog Østjyllands Politi to anmeldelser. To mænd tog hver især, hvad de troede var en autoriseret taxa. Den ene af dem var en mand på 32 år. 

Læs også Teenager anmelder voldtægt: Politiet har anholdt ung mand

- Han stiger ind i en pirattaxa, som han først tror, er en autoriseret taxa. Under taxaturen bliver han truet til at indtaste sin kode på noget, der ligner en dankortterminal, fortæller Gert Bisgaard, som er vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi.

Den forurettede var beruset og gik efterfølgende hjem og sov.

- Han politianmeldte det dagen efter, og der var der hævet 40.000 kr. fra hans konto, siger Østjyllands Politi. 

Gæster i Festugen er et oplagt mål 

Østjyllands Politi advarer derfor mod, at festugegæsterne i Aarhus benytter pirattaxaerne.

- Man skal vælge en autoriseret taxa, når man skal hjem om natten. Det er ikke til at tage fejl af.

Læs også 50 mio. kroner på vej til psykisk syge: - Det er et historisk løft

Ifølge Østjyllands Politi er der større risiko for pirattaxaer i Aarhus Festuge.

- Festugen er et oplagt mål. Det kan være svært for gæsterne at få en taxa sidst på natten i midtbyen. Folk er berusede og kan hurtigt blive utålmodige.

Derfor opfordrer de til, at man har forberedt sig på, hvordan man kommer hjem fra byen.

Kør ikke med fremmede 

- Det er en god idé at udtænke en backup-plan hjemmefra. Man kan risikere ikke at få en taxa. Taxaerne har ekstra travlt midt på natten, når der er festuge, fortæller Østjyllands Politi. 

Han politianmeldte det dagen efter, og der var der hævet 40.000 kr. fra hans konto.

Gert Bisgaard, vicepolitiinspektør, Østjyllands Politi

For at være chauffør, skal man have en godkendelse, så brugerne på den måde har en form for garanti.

- Man skal have en godkendelse for at køre hyrevogn. Det er ikke noget, man bare lige bliver godkendt til. Når man vælger at køre med en pirattaxa, har man ikke garanti for, hvem man kører med, fortæller Gert Bisgaard, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi.

Overordnet opfordrer Østjyllands Politi folk til ikke at køre med fremmede og tage kontakt til politiet, hvis man får mistanke om pirattaxaer.

01:11

VIDEO: I foråret gav Østjyllands Politi gode råd mod pirattaxaer. Videoen er fra 25. april 2018.

Luk video