Mand angrebet af hjort i Dyrehaven
Endnu en brunstig hjort gik i weekenden til angreb på en besøgende i Dyrehaven. Denne gang gik det ud over en voksen mand.
En 20 centimeter lang hudafskrabning og et betragteligt blåt mærke er nok Ben Eriksens stærkeste minder fra en tur i Dyrehaven i Århus i weekenden.
For anden weekend i træk gik en brunstig hjort nemlig til angreb på besøgende i Marselisborg Skov i Århus. Det skriver Århus Stiftstidende.
Ben Eriksen var i Dyrehaven med døtrene, Sara og Amira, på to et halvt år.
-Jeg gik tur i Dyrehaven med Sara og Amira. Vi stoppede ved en flok dyr, og børnene begyndte at fodre dem. Pludselig kom en hjort hen mod os og stangede mig. Den bakkede for at gøre klar til at stange igen. Jeg gik hen mod den for at undgå, at den fik tilløb. Den stangede, og vendte sig mod børnene, fortæller faderen til avisen.
Sikkerheden skal tjekkes
Ben og hjorten fortsatte deres kamp, men den ene af pigerne blev alligevel ramt af geviret. Faderen trak den store hjort langt væk fra børnene.
-Det var en voldsom oplevelse, fordi den blev ved, også da jeg trak den langt væk. Den fulgte os 200-300 meter, inden vi slap væk.
TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte i sidste uge om en lignende episode, hvor en kun ni-årig pige blev angrebet af en hjort, da hun besøgte Dyrehaven sammen med sine forældre.