Managerens pause-opsang virkede: Vi vinder fortjent
Peter Sørensen forvandlede sit hold i pausen af kampen mod Randers, og i de sidste 45 minutter vendte Silkeborg IF kampen og vandt 3-2
Måske Silkeborg IF's manager Peter Sørensen skulle udgive den tale, han holdt i omklædningsrummet i pausen af søndagskampen mod Randers FC. I hvert fald gav den pote, og de rødklædte værter fik vendt et truende 2-1 nederlag til en 3-2-sejr.
- Fra uge til uge kan det svinge lidt. I sidste uge tænker jeg ikke, at folk havde stået i kø efter den, men denne her gang gik det heldigvis bedre, lød det efter kampen fra Peter Sørensen med hentydning til nederlaget mod Brøndby, hvor Silkeborg leverede en rigtig god indsats i første halvleg.
- Det, vi talte om i pausen, det var, at vi var nødt til at gå ud og lægge noget mere energi i det. Vi var nødt til at være hårdere i duelspillet, og vi var nødt til at løbe hurtigere og mere for at komme på bolden igen. Det var det afsæt, vi efter pausen gik på banen med, og det synes jeg, spillerne efter første sekund viste, at de var med på.
- Vi overtog spillet, skabte chancer og scorede mål. Og så synes jeg også, vi vinder fortjent.
En dårlig halvleg og en god
I første halvleg sad Randers FC på al spillet og kom frem til masser af chancer, men kronjyderne måtte 'nøjes' med en føring på 2-1. Derefter stod der Silkeborg IF på det hele.
Læs også
- I dag spiller vi en halv kamp for dårligt, og en halv kamp rigtig godt. Det var heldigvis nok til at vi kunne vinde over Randers, og det var ikke kun vigtigt for tabellen men også mentaliteten. Hvis vi havde tabt i dag, så havde det været en hård uge, forklarer Peter Sørensen, om den kommende uge, hvor Silkeborg både skal spille pokalkamp mod Lyngby og lukke efterårssæsonen ned på udebane mod OB.
Højreback Jens Martin Gammelby mener også at sejren var dybt fortjent, og så giver den et kæmpe boost til humøret.
- Det er fantastisk. Især fordi vi taber oven på så god en præstation mod Brøndby, så er det bare rart, at vi kan stå og sige, at vi ikke spiller en så god første halvleg, men kommer tilbage i en god anden halvleg og vinder kampen. Det er tre point, vi har rimelig meget brug for her, lød det efter kampen fra Jens Martin Gammelby.