Malmros afslører filmplot
Instruktør Nils Malmros taler ud om tragedie
Danske filmfans får til november fornøjelsen af filminstruktør Nils Malmros' 11. og angiveligt sidste film. Hidtil har det været hemmeligt, hvad filmen handler om - men nu tager Malmros bladet for munden.
'Sorg og glæde' er titlen på den respekterede aarhusianske filmkunstner Nils Malmros film, der udkommer den 14. november. Han har udtalt til TV 2 | ØSTJYLLAND, at det bliver hans absolut sidste film. Men han har indtil nu ikke ville ud med, hvad filmen handler om.
Tilsyneladende handler filmen om en personlig tragedie tilbage i 1984, hvor Malmros og konen mistede deres barn, da konen i en psykose dræbte barnet.
- Af personlige grunde har jeg under tilblivelsen af min nye film ikke ønsket at oplyse, hvad den handler om. Jeg vil fortsat ikke lade mig interviewe, men kan dog fortælle, at den omhandler den tragedie, der ramte min kone og mig i 1984, da min kone i en psykose dræbte vores ni måneder gamle datter, skriver han i en mail til filmmagasinet Ekko.
Filmen har skuespillerne Jakob Cedergren og Helle Fagralid i hovedrollerne.