Målmand: Vi må stå sammen
Brøndby fortjente sejren, erkender ærlig keeper
11. nov 2012, kl. 20:45
Mere end 30 dage gammel
Silkeborg IFs målmand, Lasse Heinze, erkender, at østjyderne er i krise efter søndagens nederlag til bundrivalerne fra Brøndby IF.
Hjemmekampen på Mascot Park endte med et Silkeborg-nederlag på 1-2.
- Det er rigtig, rigtig hårdt at være Silkeborg-spiller i øjeblikket, for vi skal simpelthen grave så dybt efter at gøre selv de nemme ting. Vi må prøve at stå sammen og støtte hinanden, siger målmanden til Ritzau.
Han mener faktisk, at Brøndby fortjente sejren.
- Vi er rigtig skuffede, men hvis man ser kampen ude fra, er det ikke sikkert, at vi kan indvende så meget. Jeg synes, Brøndby var bedst i en time af kampen, siger Lasse Heinze.