Målmand prøvetræner i Silkeborg IF
Thomas Nielsen er til prøvetræning i Silkeborg IF i denne uge
Silkeborg IF's reservemålmand Nicolai Flø er endnu ikke klar til at stå på mål på grund af et brud i den ene hånd, og derfor har cheftræner Peter Sørensen besluttet sig for at kigge nærmere på Thomas Nielsen, der er til prøvetræning i denne uge med henblik på en korttidskontrakt.
Thomas Nielsen er 23 år og har senest spillet i den islandske 1. division for Vikingur, hvor han - trods en skade i begyndelsen af denne sæson - nåede at spille 17 kampe. Vikingur formåede ikke at kvalificere sig til europæisk fodbold, og så var der ikke råd til at beholde den nordjyske keeper, der altså nu skal forsøge at spille sig til en kontrakt i Silkeborg.
Thomas Nielsen har en fortid i AaB's ungdomsafdeling, og som senior rykkede han videre til Lindholm i Danmarksserien.