Målmand færdig i AC Horsens

Forlænger ikke lejeaftalen

Foto: AC Horsens

Den økonomisk hårdt trængte fodboldklub AC Horsens siger nu farvel til målmanden Jakob Busk.

Den 21-årige keeper skiftede i sommer fra FC København til Horsens på en halvårlig lejeaftale.

Nu hvor østjyderne har spillet den sidste kamp i efterårssæsonen, er de to parter blevet enige om ikke at forlænge aftalen.

- Vi har været rigtig glade for at have Jakob Busk i truppen i efteråret. Busk har været en super målmand for AC Horsens og reddet points til os i flere kampe. Derudover har Busk gjort det rigtig flot på det danske U21-landshold, og har været fast mand på landsholdet gennem efteråret, siger AC Horsens' direktør, Henrik Ravn, til klubbens hjemmeside.

AC Horsens råder i forvejen over målmanden Frederik Rønnow, der i sommer vendte tilbage til klubben efter et lejeophold i Esbjerg. Rønnow har dog længe været hårdt plaget af en skade.

AC Horsens overvintrer på femtepladsen i den næstbedste række, NordicBet Ligaen. Østjyderne har hele 14 point op til oprykningspladserne.