Måling: V går tilbage

Ifølge en ny meningsmåling står Venstre til en tilbagegang i Østjylland

Hvis der var folketingsvalg i morgen ville 19 procent af de østjyske vælgere - i følge en dugfrisk meningsmåling fra Megafon - sætte deres kryds ved Venstre. Det er en tilbagegang på cirka 8 procentpoint i forhold til folketingsvalget i 2011.

Folketingsmedlem og kandidat Anne-Mette Winther Christiansen, der er opstillet i Djurskredsen, som er en opstillingskreds i Østjyllands Storkreds, er dog sikker på, at Venstre får vendt tingene rundt, inden folketingsvalget den 18. juni.

- Jeg er 100 procent sikker på, at det hele bliver vendt rundt, og at Venstre får et godt valg i Østjylland. Der er mere end en uge tilbage af valgkampen, og jeg tror stadig på det, siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Hun lægger ikke så meget i meningsmålinger, men lytter mere til, hvad hun hører fra vælgerne.

- Jeg bruger dem ikke (meningsmålinger, red.). Jeg snakker med vælgerne, og her får jeg positive tilbagemeldinger og oplevelser, og der er god lokal opbakning, og mange af dem siger, at de vil have Djursland repræsenteret på Christiansborg, siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Hun fortæller, at meningsmålinger som denne ikke får hende selv og Venstre til at ændre strategi for valgkampen, hvor kalenderen allerede er godt booket. Onsdag aften skal Anne-Mette Winther Christiansen til debatmøde hos LO i Grenaa, og torsdag står den blandt andet på radiodebat hos P4 Østjylland.