Måling: K får vælgerlussing i Favrskov
Konservative står til en vælgerlussing, hvis der var valg i Favrskov Kommune i morgen
Vælgerne ville tildele Det Konservative Folkeparti en regulær øretæve, hvis der var valg i Favrskov Kommune i morgen.
En frisk meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 | ØSTJYLLAND viser, at partiet mister mere end to ud af tre vælgere i forhold til kommunalvalget for præcis to år siden.
I november 2013 fik Det Konservative Folkeparti 6,3 pct. af stemmerne. Hvis der var valg i morgen, ville kun 2 pct. af vælgerne sætte kryds ved liste C.
En vælgerlussing af denne karakter ville betyde, at de konservative mister den enlige taburet i byrådssalen. I dag sidder Lars Storgaard på det konservative mandat.
Konservativ nedsmeltning
Hvis resultatet fra Megafon-meningsmålingen slår igennem ved det kommende valg, er der nærmest tale om en konservativ nedsmeltning i forhold til situationen indtil for blot nogle få år siden. Indtil valget i 2013 havde partiet to mandater efter at have fået 8,5 pct. af stemmerne i 2009.
Se interview med K-byrådsmedlemmet Lars Storgard (fra 2013)
Meget tyder på, at det er Liberal Alliance, der stjæler en del af de vælgere, der forlader Det Konservative Folkeparti.
Liberal Alliance står til at få 4 pct. af stemmerne mod 1,4 pct. ved valget for to år siden. I dag er partiet slet ikke repræsenteret i byrådssalen.
Socialdemokraterne og Venstre står begge til en tilbagegang i meningsmålingen fra Favrskov Kommune. Med henholdsvis 38 og 29 pct. af stemmerne nyder de to partier dog stadig forholdsvis stor opbakning blandt vælgerne.
Analyseinstituttet Megafon har spurgt et repræsentativt udsnit af vælgerne i Favrskov Kommune, hvilket parti eller liste de ville stemme på, hvis der var valg i morgen. De i alt 504 deltagere i undersøgelsen blev spurgt i perioden 29. oktober - 10. november.
Du kan se meningsmålingen fra Favrskov Kommune øverst i artiklen.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender torsdag aften en direkte tv-transmitteret politisk debat om Favrskov Kommune. Se udsendelsen fra Kulturhuset Sløjfen i Hadsten fra kl. 19.30.