Målhelt: Tillid er afgørende
Ronnie Schwartz scorer sit tiende sæsonmål
Angriberen Ronnie Schwartz scorede to mål for Randers, som lørdag vandt 2-1 på hjemmebane over Esbjerg i Superligaens duel mellem de to oprykkere.
Derfor var den dobbelte målscorer naturligvis glad - ikke kun for dagens præstation - men for hele efterårssæsonen.
- Jeg scorede fem superligamål i AaB og har nu scoret 10 i Randers. Det synes jeg bestemt er godkendt, men jeg vil selvfølgelig arbejde på, at det bliver endnu bedre i foråret.
- Jeg har altid vidst, at jeg kunne score mål. Her i Randers har jeg fået tillid fra træneren og fra klubben. Det har været den afgørende forskel, siger Ronnie Schwartz til klubbens hjemmeside.
På tredjepladsen
Den tidligere AaB-angriber er ofte blevet kritiseret for at score for få mål, men i denne sæson er han nu nummer tre på ligaens topscorerliste.
- I dag burde jeg nok have scoret et par stykker mere, men jeg absolut tilfreds. Og, ja - man kan godt tale om, at jeg har fået mit gennembrud i dette efterår - men det skyldes også holdets præstationer.
- Vi kan være meget tilfredse med vores point, og ikke mindst vores præstationer. Det bliver fedt at tage hul på foråret, der jo også rummer en pokalsemifinale, forklarer Ronnie Schwartz.
Tilfreds cheftræner
Randers har hentet 31 point i de første 20 kampe, og det rækker foreløbig til en placering som nummer fem i Superligaen.
Randers-træner Colin Todd var efter sæsonens niende sejr også meget tilfreds.
- Det var vigtigt, at vi ikke sluttede et godt efterår med at tabe. Kampen opsummerede meget godt vores efterår, nemlig at spillerne trods modgang i kampene bliver ved at tro på tingene.
- Jeg er tilfreds med efterårssæsonen, men er samtidig sikker på, at vi kan gøre flere fremskridt i foråret, siger Colin Todd.