Mål-teknologi endnu ikke klar

Aarhusiansk system ikke godt nok, mener DBU

Aarhusianske GoalRef er endnu ikke klar til skulle installeres på fodboldstadions verden over.

Det mener formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Allan Hansen.

GoalRef-teknologien er i stand til at afgøre, om bolden er over målstregen eller ej. Tidligere i år udvalgte det internationale fodboldforbund Fifa GoalRef og det kamerabaserede Hawk-Eye, der er kendt fra tennisverdenen, som mulige løsninger.

Selvom mange sikkert glæder sig til at slippe for spørgsmålet, om fodbolden var inde over stregen eller ej, maner DBU-formand Allan Hansen til besindighed.

Han mener ikke, at de to mållinjeteknologier, der bliver testet ved det igangværende VM for klubhold i Japan, er klar.

- Der findes ikke et fuldstændigt sikkert system endnu. Det ene system bliver påvirket af de reservebolde, der er uden for banen. Desuden er prisen stadig for høj til, at det kan blive implementeret overalt, siger Allan Hansen.

Fem-dommer-systemet er bedst

Allan Hansen hælder ligesom den europæiske fodboldunion Uefa til, at fem-dommer-systemet foreløbigt er den bedste løsning.

Her står der en dommer ved målstolpen og holder øje med, om der er mål eller ej. Hvis de to systemers mangler bliver udbedret, er han dog tilhænger af mållinjeteknologien på sigt.

- Hvis prisen er god, man finder et system, der er fuldstændig pålideligt og som kan komme med en afgørelse på et splitsekund, så er jeg fan af mållinjeteknologien, siger Allan Hansen.