Magtkamp blandt Mols-Liniens ejere

Privat investor fortsætter opkøb i Mols-Linien og ejer nu 15,25 procent. Opkøbet peger på magtkamp blandt ejerne.

Forretningsmanden og ejendomsinvestoren Carsten Berger fortsætter opkøbene i Mols-Linien. Tirsdag har han købt aktier, så han er oppe på at eje 15,25 procent, oplyser han til Fondsbørsen.

Hans indtog i Mols-Linien startede mandag, hvor han købte 13,31 procent af aktierne.

- Jeg fortsætter strategien med at købe op, fordi jeg tror på en langsigtet værdi i selskabet. Det viser dagens kvartalsregnskab og passagertallene også. Dertil kommer, at der kan være en mulig gevinst, hvis køberen af Scandlines vil købe hele Mols-Linien, siger Carsten Berger til Ritzau.

Der er i den seneste tid handlet en del med aktierne i Mols-Linien, og to grupper af aktionærer bejler hver for sig til at kunne tage aktiemajoriteten i rederiet sammen med hovedaktionæren Scandlines.

Samtidig gemmer selskabet på kontante millionværdier, som evt. kan trækkes ud. /ritzau/

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15917">Lille fremgang for Mols-Linien (7/11-06)</A></STRONG>