Magnus reddede sin mor med hjertemassage: Nu vil han hjælpe andre

Han reddede i februar sin mor ved hjertemassage – selvom han aldrig havde haft kursus i det. Nu bliver han instruktør, så han kan lære andre at redde folk fra hjertestop

02:19

VIDEO: Magnus Kenne Jensen gav sin mor livreddende førstehjælp. Dermed reddede han hendes liv.

I februar i år oplevede 20-årige Magnus Kenne Jensen fra Randers enhver søns mareridt: Han kom hjem og fandt sin mor livløs på sofaen.

Men i stedet for at gå i panik gav han og hans søster hjerte-lunge-redning – og reddede dermed moderens liv.  Nu vil Magnus lære andre at give livreddende førstehjælp.

- Det eneste forkerte, du kan gøre, det er ikke at gøre noget, siger Magnus Kenne Jensen.

Derfor tog han i dag en slags eksamen. Han vil være frivillig instruktør i genoplivning og lære andre, hvordan man gebærder sig, hvis uheldet skulle være ude.

Læs også Magnus' mor lå livløs, og han kunne ikke førstehjælp: Så kom han i tanke om 'Stayin' Alive'

Det er Hjerteforeningen, der sammen med Dansk Råd for Genoplivning har udviklet gratis introduktionskurser i genoplivning for frivillige.

Blev guidet via 112

Tilbage i februar overlevede Magnus Kenne Jensens mor, fordi han resolut ringer til 112 og udførligt bliver guidet gennem til en genoplivning af sin mor.

- Dengang det skete havde jeg ikke selv noget kursus i hjerteredning eller førstehjælp på nogen måde. Men jeg fik alarmcentralen i røret og de guidede mig igennem det hele. Så jeg sørgede for at holde mig stille og rolig fokuseret, siger Magnus Kenne Jensen.

For den indsats bliver han og søsteren kåret til Årets Hjerteredder 2018 af Hjerteforeningen.

01:30

VIDEO: Hvad skal man gøre, hvis man ser en person, der falder livløs om - bevidstløs og uden vejrtrækning? Det kan du se i videoen her.

Luk video

Hvert år rammes cirka 4.000 danskere af hjertestop uden for hospitalet. Af dem er det kun 13 procent, der overlever.

- Vi ved i hvert fald, at der ikke bliver ringet 112 i tide i en del tilfælde. Det at tage telefonen og ringe 112 kan gøre en stor forskel, siger Jens Roland, der er kursusleder fra Hjerteforeningen.

Med uddannelsen håber Magnus Kenne Jensen, at han kan gøre noget ved den statistik.

Læs også Nybagte forældre lærte førstehjælp til småbørn

- Jeg skal ud og undervise folk nu og forhåbentlig undervise en masse folk i hjerte/lungeredning og hjertestartere.

Dagens eksamen klarede Magnus Kenne Jensen med succes, og han tager en velfortjent tur til Indonesien for at fejre det.