Magnus og hans kammerater er dirigenter for en dag

Horsens Kommune vil have både børn og voksne til at blive klogere på klassisk musik og instrumenter

00:53

Lyden af celloer og blæseinstrumenter møder i disse dage de handlende og andre forbipasserende, når de går en tur på Søndergade i Horsens.

Det stammer fra et glasbur, kaldet Kuben, som året rundt bliver brugt til forskellige kulturelle events.

Det er Horsens Kommunes kulturafdeling, der i anledningen af festivalen "Holmboe i Horsens", har opsat en lydinstallation inde i Kuben.

Læs også Orkester rykkede ind på skole: En mandag for fuld musik

Installationen hedder The Orchestra Discoverer og indbyder alle til at prøve at eksperimentere med og udforske den klassiske musik. 

- Man kan lytte til musikken på en helt anden måde, fortæller Lisbeth Ivanhoe , som hjælper deltagerne med at dirigere, til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Blandt andet byens børnehaver og skoler får mulighed for at lege med lyde. Femårige Magnus Pedersen var tirsdag forbi sammen med sine kammerater fra børnehaven og fik lov til at lege dirigent.

- Det er sjovt, siger han efter at have fægtet med armene til musikken.

Læs også Computerne fik baghjul: 250 deltagere til brætspilsfestival

Han har hverken prøvet at spille trompet, klarinet eller lignende instrumenter tidligere.

- Jeg har kun spillet tromme derhjemme, fortæller han. 

Installationen reagerer på omgivelserne. Hvis deltagerne eksempelvis rejser sig, klapper et fiktivt publikum. 

Musikfestivalen Homboe i Horsens, som lydinstallationen er en del af, har fået sit navn byens berømte komponist Vagn Holmboe, som også har en vej i Horsens opkaldt efter sig – Holmboes Allé. 

Festivalen løber fra mandag den 6. marts til lørdag den 11. marts 2017.

Du kan se en lille video øverst i artiklen med Magnus Pedersen på fem år, hvor han fortæller om sin oplevelse og prøver at dirigere.