Magnus er kronisk lungesyg - snart deltager han i VM i optimistjolle
Sejlads er et frirum for 12-årige Magnus, der har 20 procent af sin lungekapacitet tilbage
Magnus Heegaaard er 12 år gammel. Han har været lungesyg i over 10 af dem, og han kan ikke huske, hvordan det er at trække vejret ordentligt.
Ikke desto mindre deltager Egå-drengen efter sommerferien i VM i optimistjolle på lige vilkår med de øvrige deltagere.
Læs også
Verdensmesterskabet afholdes på Cypern, og Magnus kan deltage, fordi han har kvalificeret sig - og fordi Aarhus Universitetshospital har givet tommelfingeren op efter en lang række prøver.
Magnus Heegaard lider af en sjælden lungesygdom og har kun omtrent 20 procent tilbage af sin lungekapacitet. For fem år siden havde han cirka 45 procent.
Han får medicin hver morgen og aften og går kun i skole fra 8 til 12.
- Jeg går hjem fra skole før de andre for at slappe af, fordi jeg bruger for mange kræfter. Jeg kan ikke rigtig være med ude til frikvarter og lege eller spille fodbold. Det er lidt surt, at jeg ikke kan være med til alting, siger Magnus Heegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
En pause fra sygdom
Magnus' sygdom påvirker hele familiens liv. Dagligdagen er lagt an på, hvordan han har det, siger Magnus' mor.
- Når han kommer hjem fra skole, spiser vi lige frokost sammen, og så er han simpelthen så træt, at han lægger sig. Og der ligger han faktisk, indtil han skal spise aftensmad, medmindre det er en af de dage, hvor han sejler. Der er energi til at komme videre, siger Christine Heegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Dans, håndbold, bordtennis. Magnus har tidligere prøvet kræfter med flere sportsgrene, men lungerne ville ikke være med. Heldigvis er der én sport, Magnus er rigtig dygtig til: Sejlads i optimistjolle.
- Det er rigtig dejligt. Så har jeg en sport og noget at bruge min tid på, så jeg ikke bare ligger derhjemme, siger Magnus Heegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har sejlet optimistjolle, siden han var 6 år. Han sidder statisk, så pulsen ikke bliver for høj. Han behøver ikke bekymre sig om bakterier.
Det er faktisk anden gang, Magnus kvalificerer sig til VM i optimistjolle. I 2017 blev verdensmesterskabet dog afholdt i Thailand, og Magnus kunne ikke deltage på grund af den høje luftfugtighed.
Skal have nye lunger
Der er flere læger på Skejby Sygehus, der ikke kan forstå, at Magnus kan sejle med så lav lungekapacitet, fortæller hans mor.
- Men han har en livskraft, og sejladsen gør et eller andet ved ham. Han er ekstremt stædig og får det maksimale ud af det, han kan, siger Christine Heegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Spørgsmålet er, hvordan det føles at trække vejret, når man kun har 20 procent af sin lungekapacitet tilbage.
- Jeg føler bare, at jeg trækker vejret. Jeg kan ikke huske, at jeg har trukket vejret ordentligt, så for mig er det egentlig bare at trække vejret normalt, siger Magnus Heegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Det går desværre kun én vej med Magnus' lungekapacitet: nedad!
Læs også
- Vi går til kontrol hver måned, og lungekapaciteten er faldende, men det går heldigvis langsomt. På et tidspunkt skal han have to nye lunger. Vi håber bare på, at vi kan strække det så lang tid som muligt, siger Christine Heegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Christine Heegaard er der generelt stor mangel på lunger herhjemme.
- Nogle er heldige, at de får et match hurtigt. Andre venter op til flere år, og mange når det desværre slet ikke, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er omkring 250 deltagere fra 70 nationer til VM i optimistjolle på Cypern.