Måge-debat er afsporet
Initiativtageren er rystet over udviklingen
Det startede med en Facebookside med en underskriftindsamling med mål om at få mågerne ud af Aarhus. Nu er debatten eskaleret.
Mågeskrigene i Aarhus har fået flere beboere op på dupperne. At blive vækket af gentagne skingre skrig er der tilsyneladende en del, der oplever hver morgen. Flere har derfor sat deres underskrift på en online underskriftsindsamling, som er skabt for at øge fokus på, hvad mange oplever som et problem. Men nu er debatten afsporet - og det ryster initiativtager Lasse Thomassen, som er formand for beboerforeningen Ryesgade 33 og banegårdspladsen 2-4 i Aarhus.
- Det er jo vanvittigt. Det er lige før, det er et større problem end mågerne, siger han til P4 Østjylland og understreger, at det er vigtigt for foreningen at holde en ordentlig tone.
Det er blandt andet ytringer som dem her på Facebook:
- Det her er da virkelig den mest latterlige gruppe jeg længe har været vidne til. Hold kæft hvor er I dumme ! Hvis I ikke kan sove for mågerne, så flyt et andet sted hen, snotunger.
- Det her pis er det værste, jeg nogensinde har hørt om.
- Mågerne var her før jer.
Ifølge en ekspert i online-omdømme, så er de hadefulde ytringer med til at fjerne fokus fra selve debatten.
- Men man skal huske, at det man ikke vil stille sig op på en talerstol nede på Aarhus Havn og sige, det skal man helller ikke skrive på nettet, for det er i realiteten det samme. Når man skriver grimt på Facebook, så falder det tilbage på afsenderen, siger retoriker Treine Nebel til P4 Østjylland.
Facebook-gruppen, hvor debatten har taget sit afsæt, har nu omkring 1.719 likes.