Magasin du Nords ejer overvejer et salg af kæden

Britiske Debenhams, der ejer Magasin du Nord, overvejer at sælge det aarhusianske stormagasin og de fem øvrige Magasin-forretninger i Danmark.

Magasin skal måske sælges, oplyser stormagasinets britiske ejer. Foto: Google Street View

Et af Aarhus´ mest kendte stormagasiner bliver måske sat til salg, fordi det går mindre godt med økonomien. 

Den britiske ejer af Magasin du Nord, Debenhams, overvejer et salg af kæden. 

Der er i alt seks Magasin du Nord i Danmark: På Kongens Nytorv i København, i Kgs. Lyngby, Fields, Rødovre, Odense og Aarhus.

- Det er det rette tidspunkt for os til at kigge på den forretning, sagde finansdirektør i Debenhams Matt Smith tirsdag til Reuters.

Læs også Kom med en tur rundt på Sallings nye tagterrasse

Hårdt presset økonomi

Det sker, efter at Debenhams, der ejer flere hundrede stormagasiner i en lang række lande, tirsdag måtte nedjustere for tredje gang på seks måneder efter konkurrencepres og et hårdt forretningsmiljø i kernemarkedet Storbritannien.

- Det er veldokumenteret, at det er exceptionelt hårde tider for detailmarkedet i Storbritannien, og vores salg i kvartalet afspejler dette.

- Vi ser ikke markedsforholdene ændre sig i den nære fremtid, sagde administrerende direktør i Debenhams Sergio Bucher i den forbindelse.

Debenhams blev ejere af Magasin du Nord i 2009 efter flere års skiftende ejerskab af kæden.

Læs også Dansk Supermarked skifter navn

Flere ejerskift

Magasin du Nord har sin oprindelse i 1868, hvor stifterne Theodor Wessel og Emil Vett grundlagde deres første forretning. I 1879 fik de butik i det daværende Hotel du Nord og skiftede navn til Magasin du Nord.

Efter langt over 100 år under ejerskabet af stifterne og deres efterkommere, samt en børsnotering i 1950'erne blev Magasin du Nord i boomtiderne op til finanskrisen købt af et islandsk konsortium ledet af Baugur Group.

Som mange andre islandske investeringer fra den periode viste det sig dog at være udpræget lånefinansieret fra blandt andet russiske kilder. I 2009 gik Baugur i betalingsstandsning og Straumur overtog ejerskabet.

Herfra gik ejerskabet over pakistanske Solstra Holding indtil Debenhams købte Magasin du Nord samme år.

Ifølge regnskabet fra Debenham tjente Magasin du Nord 27 millioner pund, 230 millioner kroner, i 2017.