To mænd snuppet i bil med koben og spande med slik og sodavand
Mændene sagde, at de havde fundet spandene på en rasteplads, men den historie troede politiet ikke på
Østjyllands Politi kørte i nat patrulje på Djurslandmotorvejen ved Aarhus N, da de rutinemæssigt tjekkede en nummerplade på en bil.
Det viste sig, at ejeren af bilen var frakendt kørekortet, og derfor stoppede betjentene bilen.
Læs også
Det var dog ikke den 21-årige ejere, der kørte bilen. Han sad på passagersædet ved siden af en 26-årig mand, der også var frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet, og det samme gjorde den 21-årige ejer, da det er ulovligt at overlade rattet til en person uden kørekort.
Måske sliktyve
Det var dog ikke de eneste ting, som politiet afslørede.
Bag i bilen fik politiet øje på flere mistænkelige ting, blandt andet tre røde Frisko-skraldespande fyldt med uåbnede sodavand og uåbnet slik og chips.
Læs også
De to mænd fortalte, at de tilfældigvis havde fundet sagerne på en rasteplads, men den forklaring lød mistænkelig for betjentene, der besluttede sig for at undersøge bilen nærmere. Her fandt de et koben og en lang kniv.
Den 21-årige passager erkendte, at kniven var hans, så han blev sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. De blev begge sigtet for at have begået indbrud et ukendt sted.
Politiet hører gerne fra folk, der ved, hvor mændene kan have "fundet" slikket henne. De kan kontaktes på 114.