To mænd overfaldet, truet og stukket med kniv i landsby
Fredag aften udspillede der sig en dramatisk episode i Rørt øst for Odder. To mænd er varetægtsfængslet i fire uger i sagen
Der er ikke mange oplysninger om motivet og mændenes indbyrdes forhold, men ikke desto mindre udviklede en konflikt mellem fire mænd fredag aften i Rørt ved Odder sig så voldsomt, at en mand blev stukket med kniv, imens en anden blev truet på livet.
Det hele foregik på en adresse i landsbyen, hvor en to mænd på henholdsvis 48 og 31 år ifølge Østjyllands Politi stod bag de grove forbrydelser. Begge mænd blev ved et grundlovsforhør lørdag idømt varetægtsfængsling i fire uger frem til 24. marts.
Læs også
- Lige nu ved vi ikke mere om motivet bag, og hvordan mændene kender hinanden, hvis de overhovedet gør det. Ingen af dem er særligt meddelsomme. Nu er de blevet varetægtsfængslet, så det giver os tid til at undersøge sagen nærmere, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Bo Christensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ofret, der blev stukket med kniv, slap med overfladiske skrammer, og han har ikke været i livsfare.
Mændene er ikke i forvejen kendt af politiet. Overfaldet skete kl. 21.20.