To mænd overfaldet og røvet af maskerede unge
To mænd på 21 år udsat for groft røveri i Aarhus natten til søndag
To unge mænd blev natten til søndag udsat for et groft røveri, hvor de slået, sparket og frarøvet hævekort og ure i det centrale Aarhus.
Røveriet skete ifølge Østjyllands Politi klokken 03.30, hvor de to mænd fra Norge, bosat i Aarhus, på 21 år var på vej hjem ad Ny Munkegade.
Ved hjørnet ved Thunøgade blev de passet af op af en gruppe på fem personer, hvoraf de fire var maskerede. De to unge mænd blev herefter presset ind i skolegården ved Elise Smiths Skole, hvor de ifølge politiet blev slået og sparket og truet til at udlevere hævekort samt tilhørende pinkoder og deres ure.
Læs også
To af de fem gerningsmænd forsøgte at tilbageholde de to mænd i skolegården, mens de andre gik ned for at se, om koderne til hævekortene var de rigtige, og om der var udbytte.
Men imens det skete, lykkedes det for ofrene at stikke af fra skolegården. De to mænd var efterfølgende en tur på skadestuen for at blive tilset, inden de anmeldte overfaldet på Politigården i Aarhus.
De spærrede også deres hævekort, men desværre for sent, for der var allerede hævet 2.600 kroner fra det ene af dem samt cirka 9.000 kroner fra det andet.
Læs også
- Vi ved ikke så meget om gerningsmændene endnu udover signalementet, og derfor skal vi blandt andet se på mulighederne for, at der er noget overvågningsvideo eventuelt fra bankerne, der kan hjælpe os videre, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
De fem gerningsmænd beskrives ifølge politiet som følger:
A: Arabisk af udseende, 18-25 år, 170-175 centimeter høj og tynd. Han var iført en mørk hættetrøje med hætten oppe, sort maskering over munden og mørkt tøj.
B, C, D: Arabisk af udseende, 18-25 år og højere end A. De var iført mørk maskering og muligvis hættetrøjer.
E: Arabisk af udseende, 18-25 år, højere end A og fedladen. Han var pænere klædt end de andre.
Har du oplysninger i sagen bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
Det var her ved Elise Smiths Skole, at det grove overfald fandt sted natten til søndag.