Mænd kørte rundt med 300 vejskilte i stjålet trailer

En gruppe yngre mænd havde flere forbrydelser på samvittigheden, da de blev stoppet af politiet sent torsdag aften

Bilen kom kørende fra Grenaavej i det sydlige Randers og videre på Ebeltoftvej mod sydøst. Foto: Google Street View

Ved midnatstid mellem torsdag og fredag tiltrak tre yngre mænd kørende i en bil på Ebeltoftvej i Randers sig politiets opmærksomhed. Bilen kørte i høj fart, uden nummerpladser og med en trailer bagpå uden lys.

Da politiet fik standset bilen, så betjentene, at der lå cirka 300 vejskilte i traileren, og på gulvet i bilen lå to nummerplader, som var efterlyst for tyveri.

Læs også Kulturhuset i Silkeborg udsat for frækt tyveri

- Ingen af de tre mænd i bilen ville dog kendes ved hverken skilte eller nummerplader. Den 25-årige fører af bilen forklarede, at han ikke havde kørekørt, og at han havde lånt traileren af en ven, oplyser Østjyllands Politi.

De tre mænd i bilen - den 25-årige, en 20-årig mand og en 24-årig mand – blev dog alle anholdt for mistanke om tyveri af traileren, nummerplader og vejskilte.

Læs også Eftersøgning indstillet: Mand fundet død i sø

Føreren af bilen blev desuden sigtet for at køre bil, selvom han har mistet kørekortet, og for at køre i påvirket tilstand, da han var påvirket af narko.

- Selvom ingen af de tre mænd i første omgang ville kendes ved noget tyveri, kom den 25-årige fører af bilen alligevel på lidt bedre tanker. Han erkendte at have stjålet traileren fra Statoil for nogle dage siden, fortæller politiet.

De er nu alle sigtet for tyverierne.