Mænd gør oprør mod kønsroller: Fik trusler mod de ædlere dele

02:40

I et lille kolonihavehus i Brabrand sidder to mænd og snakker om det at være far. En ny rolle som skaber debat og trusler om at få skåret bollerne op

- Det startede en shitstorm, jeg aldrig har oplevet magen til. Jeg blev truet med at få skåret min pung op og trukket op om ørene, siger Christoffer Ward.

Når man piller ved det basale i en rolle og stikker næsen lidt frem, så risikerer man at få én over snuden. Det oplevede Christoffer Ward, da han udtalte, at jordemødrene godt kunne tage lidt mere stilling til manden.

Vi vil sgu gerne holde fast i det maskuline og det fandenivoldske, som vi synes, er noget af det vigtige faderrollen kan bidrage med.

Jesper Breining

- Manderollen er til forhandling nu. Det bliver næsten politisk. For med det samme man går ud og siger, sådan er jeg som mand, så kommer man til at træde på nogen, siger vennen Jesper Breining i den forbindelse.

De to småbørnsfædre, Jesper Breining og Christoffer Ward, har endelig tid til dem selv uden børn. Men når de mødes én gang om måneden i Jespers kolonihavehus, så handler snakken om netop børnene.

- Mountainbiken står nede i skuret og ruster ligeså langsomt, siger Jesper Breining sarkastisk.

Læs også Opråb fra familieterapeut: For få voksne til at passe vores børn

Han er far til Vitus på 2,5 år, og Christoffer Ward har datteren Alma på samme alder.

Når de mødes i midten af den lille haveforening, er det for at optage et afsnit til deres fælles podcast "The Far Side". Det skal dog siges, at de altid har en flaske rom med under armen.

- Vi vil sgu gerne holde fast i det maskuline og det fandenivoldske, som vi synes, er noget af det vigtige, faderrollen kan bidrage med til børneopdragelsen, og det prøver vi at symbolisere ved at tage en rom.

En kæmpe omvæltning

- Før levede man det der boheme-liv uden nogle bekymringer. Nu lever man konstant i bekymringer, fortæller Christoffer Ward i podcasten.

Og det er netop essensen af, hvorfor de her to mænd sidder overfor hinanden, smager på rommen i ny og næ og ellers taler derudaf om deres oplevelser som far.

- Når man læser bøger og ser medier, der handler om børn, så handler det om ting set fra kvindens synspunkt, siger Jesper Breining.

De to venner får altid tid til en god rom, når de mødes og snakker i kolonihavehuset.

Derfor manglede de to kammerater sparring, da de stod over for at skulle være forælder for første gang.

- Man følte sig fuldstændig på bar bund, da man startede med det her fædre-noget. Man manglede nogle steder, hvor man kunne snakke om de her ting, siger Christoffer Ward.

Nu mødes de fast, når det kan passe ind i den travle hverdag som småbørnsfamilie.

 - Det er hårdt på nogle punkter (at blive far, red.), men det viser sig jo, at man kommer igennem det. Men det er 10 gange lettere, når man snakker om det, siger Jesper Breining.

Manden mere på banen

De to fædre har ifølge dem selv ingen overordnet agenda med deres podcast. Udover at tale om det at være far og de store og små problemer, man kan stå over for i hverdagen.

I podcasten har de også eksperter og meningsdannere med samt den nyeste forskning inden for forælderområdet.

Vores generation er ved redefinere faderrollen. Den har ændret sig sindssygt meget over en meget kort tidsperiode.

Christoffer Ward

- Vores generation er ved redefinere faderrollen. Den har ændret sig sindssygt meget over en meget kort tidsperiode, siger Christoffer Ward.

- Det er vores generations opgave at finde ud af, hvordan man skal være far på en helt ny måde. Og det bliver en engageret måde i stedet for den halvfjerdser-far, som næsten var mere kvinde end mand eller halvtredser-faderen, som var ude af huset hele tiden, siger Jesper Breining.

Læs også Sarah mistede sin far: Døden er et tabu, og det giver ikke mening

Og det er sådan, de oplever deres rolle i dag. Meget mere engageret i det daglige derhjemme og især i forhold til omsorg og det huslige.

- Man kan godt vælge at se det negativt, nu skal vi til at hjælpe til derhjemme, som et ekstra problem. Vi har valgt at se det omvendt. Det er en mulighed for manden at komme på banen, siger Jesper Breining.

- Det er en helt ny manderolle fra bunden, siger Jesper Breining.

Jesper Breining og Christoffer tager udgangspunkt i deres egne oplevelser i podcasten "The Far Side".

Og "The Far Side"-fortællerne er også godt klar over, at der vil komme en modreaktion på den rolle som forælder, de er ved at indtage.

- De børn vores generation har fået, det bliver det store problem. Det er, at de føler, at deres forældre har omklamret dem en lille smule, siger Jesper Breining.

Mandeterapeut: Husk at hold fast i dig selv

Katrine Axholm er par- og mandeterapeut. Hun har startet en gruppe udelukkende for mænd, hvor deltagerne kan komme af med de problemer, de kan have derhjemme med den nye rolle.

Her skal de lære at være sig selv, og hvordan man kan takle svære situationer.

Det er vigtigt som mand at holde fast i sig selv og bevare sine hobbyer og ses med vennerne. Det lyder let, men det er det ikke.

Katrine Axholm

- Det er vigtigt som mand at holde fast i sig selv og bevare sine hobbyer og ses med vennerne. Det lyder let, men det er det ikke, siger Katrine Axholm.

Og netop det at manden begynder at nærme sig det moderne i forhold til omsorg og andre ting derhjemme, kan skabe problemer i parforholdet.

- I dag er vi mere udvaskede i forhold til hinanden. Forskellen på kønnene er udvasket, og det er en udfordring, hvis man bliver mere venner og samarbejdspartnere med sin mand eller kone, fortæller parterapeuten.

Læs også Stifter af madmarked truer med at flytte: Kone står til udvisning

Derfor skal både kvinden og manden huske at holde fast i sig selv, og især når man får børn.

- Som udgangspunkt er det rigtig godt, at børnene fylder mere. Maskineriet derhjemme bliver mere velsmurt. Udfordringerne ligger i kæresteforholdet og det seksuelle. Når børnene bliver større, kan en af parterne begynde at kede sig, hvis ikke man igennem opvæksten har holdt fast i sig selv og gnisten i parforholdet, siger Katrine Axholm.

Du kan se mere om den ændrede farrolle i indslaget øverst på siden.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig