To mænd fængslet for røveri mod slikbutik
Otte og ni måneders fængsel plus udvisning af landet er konsekvenserne for to syriske mænd, der er blevet dømt for et røveri imod en slikbutik i Randers.
To maskerede mænd bevæbnede med knive kom den 9. december ind i slikbutikken Sukkerstokken på Østervold i Randers. Nu er mændene dømt for røveri.
- To mænd kommer ind iført elefanthuer og truer sig til at få nogle penge i kasseapparatet, sagde kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager, i december til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Mændene råbte til medarbejderen bag kassen, at hun skulle give ham penge, og kort efter stak de af med få tusinde kroner.
En patrulje ankom til butikken ikke lang tid efter, og betjentene fandt hurtigt to svedende og forpustede mænd i en baggård, som de havde svært ved at forklare, hvorfor de var i.
Stak af på vej til arresten
I baggården fandt en hundepatrulje senere en taske med mændenes jakker, knive og udbyttet fra røveriet. Begge blev anholdt og dagen efter fremstillet i retten, som besluttede, at de skulle varetægtsfængslet.
Der var tale om mænd på 19 og 23 år. Desværre lykkedes det førstnævnte at flygte på vej til arresten.
Han blev dog anholdt i marts i Tyskland og udleveret til Danmark. I Retten i Randers blev den 19-årige ud over røveriet også dømt for at flygte fra politiet, hvilket er årsagen er, at han fik en måneds strengere straf end sin medgerningsmand.
Læs også
- Et væbnet røveri er en grov forbrydelse, som er en voldsom oplevelse for de forurettede. Derfor er jeg tilfreds med, at retten var enig med min påstand om en længere fængselsstraf og udvisning af landet, siger anklagefuldmægtig hos Østjyllands Politi, Peter Mathiasen.
Begge de tiltalte endte med at erkende sig skyldige i forbindelse med hovedforhandlingen.